November 2009
 

 

 

Startside
Op

Månedsbrev november 2009

 

Det er efterhånden flere måneder siden jeg sidst har lagt et månedsbrev ud på Filatelisten. Dette skyldes simpelthen at der har været mange andre gøremål end det filatelistiske. Bl.a. har Helen og jeg malet vores hus både udvendig og indvendig. Hvor jeg dog bare hader at male! Men også andre ting har spillet ind og taget den kostbare tid der skulle bruges på frimærkerne…..

Men som et fremskyndet ”Nytårsløfte” har jeg lovet mig selv at lægge et nyt månedsbrev ud hver måned.

 

Sæsonens 2 store begivenheder

Sæsonens 2 store begivenheder, den Nationale Udstilling i Odder og Frimærkeforum i Roskilde havde begge pæne besøgstal. Godt nyt. Desværre ligger det lidt tungt med fornyelsen af nye og yngre ansigter blandt publikum. Det var tydeligt begge steder.

 

Men hvordan kommer vi videre ?

Men hvordan får vi så flere til at se det herlige i vores vidunderlige hobby ?? Ingen har patent på den sandhed, heller ikke undertegnede. Men lad mig alligevel komme med et par ideer. Først og fremmest skal der lægges en strategi gående ud på at satse på dem der nok er nemmest at ”indfange”. Her tænker jeg på de midaldrende hvor børnene er fløjet fra reden. Så er der både tid og som regel også en større økonomi til fritidsinteresserne. Et målrettet sats her skal nok give pote, endda på ret kort sigt. En anden mulighed er at få nogle af de kendte (”kendisser”) der samler på frimærker til at stå frem i medierne og fortælle om deres hobby. Det ville nok heller ikke være helt tosset at lave en miniudstilling på nogle få rammer på diverse hobbyudstillinger, bil- og bådudstillinger m.m., hvor der vises en motivudstilling med biler på en biludstilling, en fuglesamling på en fugleudstilling osv. Hver eneste gang der er mulighed for at vise nogle rammer i den lokale bank, det lokale supermarked eller på byens bibliotek er det bare med at vise flaget. Ungdomsarbejdet som jeg har stor respekt for tror jeg desværre ikke giver pote på den korte bane. Vigtigt er også gode velfungerende klubber med livlige mødeaftener i en god atmosfære.  

 

Guldmedaljer nok engang

Efter udstillingen i Odder bragte jeg et indlæg her på Filatelisten om alle de guldmedaljer der efterhånden uddeles på vore udstillinger. Efterfølgende har jeg drøftet dette med ikke så få udstillingssamlere. Ikke alle har været enige. Men det er mit indtryk at de fleste er enige i at der uddeles for mange guldmedaljer i dagens Danmark.

Som bekendt er det jo nemt bare at kritisere uden at komme med nye ideer eller alternativer. Derfor har jeg besluttet at sende et ”åbent brev” til Forbundets bestyrelse og til Dommerstyrelsen. Her vil jeg komme med forslag til at give vores udstillinger lidt mere liv. Forslag som - formentlig - også vil give udstillingerne større opmærksomhed i medierne. Dette ”åbne brev” vil naturligvis blive bragt her på Filatelisten.

 

Julemærkerne

Nu er Julemærker nok ikke lige mit speciale. Derfor er jeg glad for det samarbejde jeg har med Kim Vilhelmsen fra Julemærkeportalen. Kim sender mig nyheder om Julemærker hvorefter jeg linker videre til Julemærkeportalen, ligesom Kim er flink til at linke til siden her.

 

Ny klub for postkortsamlerne

Til sidst noget helt andet. Under udstillingen i Odder skete der faktisk noget epokegørende. Der blev på Bjørn Eriksens initiativ dannet en landsdækkende klub for postkortsamlere. Her fra Filatelisten skal vi ønske klubben alt mulig held og lykke fremover….

 

Med venlig hilsen og på genhør

Leif Ørndorf

 

 

 

 

 

 

 

Send e-mail til leif@filatelisten.dk med spørgsmål eller kommentarer om dette Websted.
Copyright © 2002 FILATELISTEN
Senest opdateret: 20. februar 2010