|
|
|
|
Månedsbrev marts 2011
Fortjent hæder til 2 store personligheder I forbindelse med klubudstillingen i Vejle blev 2 af Dansk Filatelis helt store personligheder tildelt hver deres fortjente hæder. Gert Guttenberg blev tildelt Forbundets Guldnål for sin enestående indsats for Dansk Filateli og for Vejle-klubben i særdeleshed. Erik Menne Larsen blev tildelt en af Dansk Filatelis største hædersbevisninger: Danske Filatelisters Fællesfonds Æreslegat.
Forbundet og Dansk Filatelis fremtid Det er svært at blive uenig med lederen i sidste nummer af DFT. Måske lige bortset fra at Nordfrim A/S har sponsoreret et medlemskort til alle Forbundets medlemmer. Helt ærligt forstår jeg ikke helt meningen med at udsende dette medlemskort. Det er jo ikke et der skal vises frem for at opnå en rabat eller en anden fordel. Da alle fordele ved et medlemskab af Forbundet i forvejen fremgår klart og tydeligt i skrivelsen fra Forbundet er medlemskortet da vist helt og aldeles overflødigt. Sammen med DFT blev vi ”beriget” med en reklame fra Nordfrim A/S i form af et eksemplar af Frimærkernes Verden. En reklamesag fyldt med ”tilbud” hvor der var så store rabatter i forhold til AFA-katalog priserne, at det må stå klart for alle og enhver at Nordfrim A/S og AFA Forlaget er to helt adskilte forretninger. Selv om begge virksomheder for resten, og vel helt tilfældigt, har postadresse i Otterup. Forbundets valg af samarbejdspartner er jeg just ikke imponeret af. Men hva’, smag og behag er jo heldigvis forskellig. Og hvad siger DFT’s øvrige annoncører mon til dette samarbejde? Nå, men nok om det. At der er mange fordele forbundet med et medlemskab i en Forbundsklub fremgår jo tydeligt af lederen. Jeg har givet udtryk for det før, men nu gør jeg det igen. DFT er altså blevet et rigtigt godt tidsskrift med masser af lødige artikler på alle niveauer. Se blot sidste nummer: En lidt ”nørdet”, men fremragende artikel om Hotel Kongen af Danmark af Steffen Riis, en fin artikel om adressebreve af Ib Krarup Rasmussen og en artikel om ”almen filateli” af Børge Hansen der skriver om Danmarks selvklæbende frimærker. I månedsbrevet for august skrev jeg følgende: Det fremgår også at DFF i begyndelsen af september afholder et IDEForum med 25 indbudte personer fra frimærkeverdenen. Meningen er at der skal komme nye ideer og alternative måder at gøre tingene på. Det bliver spændende at se om det afstedkommer en egentlig handlingsplan om Forbundets planer for fremtiden. Altså en plan der bliver lagt åbent frem. Det vil så forhåbentlig fremme en sund debat om vores hobbys fremtid. Personligt er det min overbevisning at det er vigtigere at satse på sociale medier som Facebook og YouTube frem for f.eks. ”Verden på Mærkerne” hvis formålet er at nå ud til den yngre del af befolkningen. Det må endelig ikke forstås således at jeg rynker på næsen af Verden på Mærkerne. Ethvert tiltag med det formål at fremme filatelien bør vises taknemmelighed. Men som sagt: Facebook og YouTube, det er noget de unge mennesker forstår.
Vores hobby har et imageproblem En af Dansk Fodbolds store personligheder blev engang i et interview spurgt om han udover fodbold havde andre interesser. Hertil svarede vedkommende at han samlede på frimærker. Da samme personlighed senere blev spurgt om han kunne nævne et eksempel på et eller andet han havde fortrudt, var svaret nedslående: Han havde fortrudt han havde fortalt det med frimærkesamleriet. Han var nemlig blevet gjort til grin med det at være frimærkesamler. Det viser desværre det image problem vi har. Og hvad gør vi så lige ved det? Efter min mening er det vigtigt at få kendte mennesker der samler på frimærker til at stå frem og fortælle at de er frimærkesamlere. Hvem husker ikke den omtale Thorkild Simonsens samling fik på NORDIA 94 i Aarhus. Samlingen var et rent tilløbsstykke. Og han er altså ikke den eneste politiker eller kendis der samler på frimærker.
Morten Lintrup ramte lige i plet At filatelien har svært ved at slå igennem i medierne i disse tider er der vist ingen af os der er i tvivl om. Redaktøren af NFT, Morten Lintrup, har et fremragende indlæg i sidste nummer af NFT om netop dette. Det er det hidtil mest seriøse indlæg bragt i et dansk filatelistisk tidsskrift om dette emne. Læs det i bladet hvis i er medlemmer af KPK. Ellers må i låne jer frem. Dette indlæg er virkelig godt at få forstand af. Godt gået Morten Lintrup.
Udstilling i Vejle Det netop afholdte klubudstilling i Vejle var en stor succes. Udstillingen nåede et besøgstal på næsten 1000. Udstillingen blev holdt i dejlige lyse lokaler, så alle de mange gode samlinger rigtig kunne nydes. Af de mange gode samlinger skilte en sig ud som den klart bedste: Carsten Bjerg med ”Odense Posthistorie”.
Guldmedaljer Egentlig havde jeg lovet mig selv ikke at komme med flere indlæg om Forbundets ”Guldmedalje-uddelings-politik” sådan lige med det samme. Men, Højskolen på Djursland har på lørdag en paneldebat, hvor et af emnerne er om vi uddeler for mange guldmedaljer. En ting er sikkert. Jeg vil ikke undlade at deltage i debatten. Så mon ikke der kommer et referat af den debat her på filatelisten.dk
Med venlig hilsen og på genhør Leif Ørndorf |
|
|
Send e-mail til
leif@filatelisten.dk
med spørgsmål eller kommentarer om dette Websted.
|